Frimann Hansen Automobiler sælger Ford og Hyundai-aktiviteter til Nielsen Car Group
Nykøbing Falster, juni 2025 – Frimann Hansen Automobiler har indgået aftale om at sælge sine Ford- og Hyundai-aktiviteter i Ringsted, Næstved og Nykøbing Falster til Nielsen Car Group, som i forvejen er kendt for at drive Bjarne Nielsen-forretninger flere steder på Sjælland – herunder i Køge.
Baggrunden for salget er Nic. Christiansen Groups beslutning tidligere i år om at samle fremtidens Ford- og Hyundai-distribution i Danmark hos fem udvalgte partnere. I Region Sjælland blev Nielsen Car Group valgt som fremtidig partner fra 2026.
”Vi mener, at det er den bedste løsning for vores Ford- og Hyundai-kunder, samt vores dedikerede medarbejdere, at blive en del af det nye setup i regionen. De bliver en del af en organisation, som deler vores værdier om ordentlighed og fokus på både kunder og medarbejdere,” udtaler Kristian Hansen, administrerende direktør i Frimann Hansen Automobiler.
Overtagelse af medarbejdere og lokationer
Som en del af aftalen overtager Nielsen Car Group både medarbejdere og forretningslokationer i:
– Ringsted (Huginsvej 25)
– Næstved (Holsted Park 2)
– Nykøbing Falster (Energivej 1 og 3)
I Nykøbing Falster indgår både bygninger og medarbejdere i overdragelsen.
Frimann Hansen Automobiler fortsætter sine øvrige aktiviteter med Citroën, Opel, Fiat, Hongqi og Navor på Lolland-Falster og vil fremover samle disse på Herningvej 25 i Nykøbing Falster og i Sakskøbing.
Styrket fokus på fremtidige mærker
”Frasalget af vores Ford- og Hyundai-aktiviteter betyder, at vi nu kan fokusere fuldt ud på at samle de mærker, som WISMO importerer, i alle større byer på Sjælland uden for Storkøbenhavn. Det gælder Stellantis-mærkerne – Peugeot, Citroën, Opel og Fiat – samt kinesiske mærker som Hongqi, Voyah og Navor. Vi er allerede i mål i Slagelse, Næstved og Vordingborg og håber snart at kunne udvide yderligere, bl.a. i Nykøbing Falster,” siger Kristian Hansen.
Positiv overtagelse i sigte
”Vi har haft en rigtig god dialog med Frimann Hansen Automobiler og fået et meget positivt indtryk af, hvordan de driver deres forretninger. Vi ser frem til at overtage disse veldrevne bilhuse og byde dygtige medarbejdere velkommen i Nielsen Car Group,” udtaler Bjarne Nielsen, bestyrelsesformand i Nielsen Car Group.
Handlen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse, som forventes at falde på plads i sensommeren 2025. Indtil da drives forretningerne videre af Frimann Hansen Automobiler som hidtil.
For yderligere information kontakt:
Frimann Hansen Automobiler
Kristian Hansen, Adm. Direktør, Mobil 2217 4041
Nielsen Car Group
Bjarne Nielsen, Bestyrelsesformand, Mobil 3078 3000